Når cyklen bringer dig magiske steder hen

Torvet vrimler med folk i cykeltøj. Der er cykler, biler, udstyr, pumper og plastikkasser overalt. Cykelskoene klikker mod brostenene. Spørgsmålene flyver. Alligevel er her stille. Forventningens summen. Om lidt går det løs. Nu starter det.
Der står 4.45 på uret – og det er en søndag. Den 30. juni 2013. Vi er i Helsingør i det nordlige Sjælland en lille time fra København. Færgen til Sverige ligger og venter rundt om hjørnet.

When your Canyon bike takes you to magic places / PHOTO: Per Fløng

Så svinger de sig i sadlen. 120 overraskende morgenfriske og eventyrlystne ryttere. 120 canyoncykler og deres ejere, der har ’HJÆLPERYTTER’ stående på ryggen. Kursen er sat. Bagved dem vinker venner og familie farvel. Foran dem venter seks dage med seks etaper. Mere end 1000 km gennem Sverige og Norge, inden målet er nået – Oslo og fest og færgen hjem til Danmark. Og forhåbentlig når de også det andet mål – at få samlet masser af kontant støtte og tiltrængt opmærksomhed ind til gigtforeningen i Danmark. Og der er ingen tvivl. Hver især har de også deres egne personlige mål med i cykeltasken – masser af gode grunde til at bruge en uges sommerferie på noget ukendt men helt sikkert grænseoverskridende strabadserende…
Hvad der kommer til at ske med krop og sjæl ligger hen i det uvisse. Horisonten er truende og mørk. Vinden er mere end frisk. Den første etape er på cirka 200 km. Så langt har kun de færreste prøvet at cykle før. Mange af deltagerne har faktisk slet ikke kørt på cykel, før projektet startede med to ugentlige træninger i marts. Nogle slæber sygdomme, skader, alt for mange år eller alt for mange kilo med sig. Men der er også mange af de seje og trimmede. Der er holdkaptajner og rutinerede ryttere. Der er følgebiler, servicevogne, motorcykel-Marshalls og masser af mad og drikke med. Så hvis alt går, som de naive forhåbninger har skitseret, så smelter det hele sammen til en helhed. Så får rytterne hjulpet hinanden igennem. Så kommer de i mål på alle måder om seks dage i Oslo.

When your Canyon bike takes you to magic places / PHOTO: Per Fløng

Hjælperytterne er en forening startet på initiativ af folk, der tidligere har deltaget i motionscykling og fundraising. Det var en grundtanke, at det ikke skulle være et kommercielt firma, der stod bag. Det skulle være en velgørende forening, og der skulle samles ind for en sag. Gigt er en af de største og mest udbredte sygdomme i vores verden. Smerter i bevægeapparatet generer op i mod 700.000 danskere. Men det er en ’glemt’ sygdom, der ikke får hverken omtale eller har samme opmærksomhed som de mere livstruende sygdomme . At bruge sit personlige bevægeapparat og skabe bevægelse for at gøre noget for en god sag. Det gav mening. Det lød da som en genial idé, og ruten nordpå kunne give helt andre naturoplevelser ad de snoede øde skovveje i Emil fra Lønneberg kulisserne.

Initiativtagerne stod med små 20-30 deltagere i efteråret 2012, og tvivlen rumsterede. Ville det lykkes? Var der opbakning?
Ja!
Da det blev marts, var der fuldt hold. Det gav mening. Det lød godt. Der blev lavet tre teams, der startede træningen sammen og lovede hinanden, at de skulle forberede sig og hver yde deres bedste, for at alle skulle komme igennem og nå til Oslo. Måske med øm røv og slid på bevægeapparatet. Men efter at have kørt for en god sag. Efter at have gjort noget. Der var fuld commitment.

When your Canyon bike takes you to magic places / PHOTO: Per Fløng

Feltet blev fyldt op med unge og gamle, runde og ranke, stærke og søgende. Der var masser med både personlige og faglige ressourcer. Masser der ville hjælpe til – også i kulissen. Netværket var det første, der kom op i gear. Der blev fundet sponsorer og støtte til mad, drikke, vogne, udstyr og ikke mindst cykler.
Carsten Steenfeldt fra Canyon Danmark gjorde et fantastisk stykke arbejde og hjalp det hele op i fart. Så var der ingen undskyldninger. 260.000 træningskilometer blev lagt oveni. Så skulle der ikke være så meget andet at gøre. Så var det bare om at komme af sted.
Og her triller de så. De 120 glade cykler med deres lidt anspændte ejere klikket fast på dem.
Uret siger 6.55. Sverige og de cirka 200 km venter forude i den kølige morgenduft. Skyerne bestemmer sig for at sende en hilsen med. Det drypper. De tre hold med motorcyklen forrest og servicevognen bagerst triller ud fra færgelejet med nogle minutters interval. Dryppene bliver til kaskader. Nu vælter det ned. Regnfrakkerne kommer på. Punkteringerne sætter ind. Kulden æder sig ind i de stædigt trampende lemmer. Pludselig er der meget, meget længere til Oslo, og det første depot bliver ved med at komme frem som et fatamorgana i vandpytterne. Endelig er det der. Pavillonen med glade hjælpere, chokolade, bananer og frugtbarer.

When your Canyon bike takes you to magic places / PHOTO: Per Fløng

Der spises og drikkes. ’Aldrig har en kop VARM kakao smagt så godt’, lyder det fra en ældre mand med klaprende tænder, blå læber og drivvådt tøj. ’Jeg har aldrig frosset så meget, siden jeg var en lille dreng’, siger en anden tapper rytter, inden han mod al fornuft stift svinger sig på cyklen igen og kører videre med kurs mod Värnamo.
Det er against all odds. Vi er nogle naive i bilerne bag rytterne, der tænker, at Hjælperytterne måske kun når denne ene etape. Vi skal blive klogere. De er ikke til at slå ud. De kører videre. Det klarer op. Humøret stiger. Der spises noget mere og vrides tøj. Så skruer skyerne bissen på igen. Himlen bliver sort. Alt dét fine sponsorprydede cykeltøj, der med opbydelsen af al indre energi og overskud, er blevet tørret, bliver på få sekunder vådt, vådt, vådt. Men der skal mere til at bremse de tre tapre cykelhold, der som stædige orme æder sig op gennem Sverige. Og de belønnes. Inden den lange, lange dag er omme, bryder solen igennem og store smil tændes i trætte ansigter.

When your Canyon bike takes you to magic places / PHOTO: Per Fløng

I Värnamo holder der en stor lastbil på en parkeringsplads bag byens største hotel. Der står HJÆLPERYTTERNE på siden. Først kommer det ene hold svingende ind. Vildt. De kan både stå og gå. De kan smile og snakke. På bagsmækken udskænkes livgivende eliksirer. Hvad er bedre end en kold øl og en pose chips efter sådan en dag på kontoret?!
Så kommer det næste hold. De hilser og smiler, og historier udveksles. Flere øl og vand hældes ned. Det tredje hold triller ind. De har præsteret at køre en omvej. Så skal der fortælles flere historier og drikkes og spises noget mere. Benene bliver mere og mere stive, mens aftenlyset sænker sig. Men det ser ikke ud til at genere nogen.
For Hjælperytterne er på vej. Godt på vej. De ved det og smiler stolt. Alligevel aner man stadig en snigende nervøsitet. Nu har de fundet ud af, at de godt kan køre 200 km. Men kan de også gøre det igen i morgen? Og kan de så køre fire dage mere bagefter.
Ja, de kan!
Næste dag er rutinerne allerede ved at indfinde sig. Tidlig morgenmad, op på de trofaste jernheste igen og så kurs mod første depot. Regnen er gået hjem, solen skinner lidt ind i mellem, og bedst af alt. Der er stadig medvind!

When your Canyon bike takes you to magic places / PHOTO: Per Fløng

200 km senere holder den loadede lastbil ved en stor græsplæne i Linkøping. Så gentager det hele sig. Ind kommer de stolte og glade ryttere. Snakken går, og væsken løber. Musklerne er måske lidt mere spændte, men nervøsiteten har løsnet sig. Det skal nok gå.
Dag tre bliver kaldt ’hviledagen’ – bare for at vise, at Hjælperyttere også har humor. Men de 120 km går som en leg, og depoterne og hjælperne er nu kørt helt i stilling. Hjælperytterne er ligeså stille og ubemærket ved at smelte sammen til en smuk symbiose. Der snakkes derude, mens kilometer efter smuk kilometer går gennem stille og smukke svenske veje. Der fortælles historier og udveksles livsfilosofi. Der kommer en hånd i ryggen, når det går op ad bakke. Der er plads bag en bred ryg, når energien tager en pause. De hjælper hinanden. De suser af sted. Det handler jo kun om to ting: sammen to og to – og tramp!

When your Canyon bike takes you to magic places / PHOTO: Per Fløng

Så pludselig er det solskin og den smukke by Ørebro med borg, brosten, cafeer og nærmest sydlandsk feriestemning.
Fjerdeetape har ligesom et magisk skær over sig. Naturen bliver ved med at smile smukt tilbage til rytterne, når de kommer slangende gennem landskabet. Og luften er klar, og solen lun. Så kan det godt være, at der kører flere og flere smerter i knæ, nakke og numse med i truppen. Men der er plads til det hele. Overskud på livskontoen, og underskud på hotellets buffet. Heller ikke denne gang lykkes det for køkkenet at lave nok mad. Men så søger de ukuelige ryttere trøst ved bagsmækken og nyder en velfortjent godnat drink, mens de hører morgendagens planer og den altid gode vejrudsigt. Og for at det hele skal komme til at minde lidt om en spejderlejr, så synger de også som fast rutine deres nye fællessang om alle Hjælperytternes fortræffeligheder.
Femte etape er den hårde. Nu går det også opad, og der er næsten 200 km på menuen igen. Men hvad gør det, når regnen stadig holder ferie, og vinden hele tiden hjælper til og skifter retning, præcis efter ruten! Norge here we come, og efter en meget, meget lang dag sammen med cykelkammeraten er der endelig dømt ’sid af’.
Ligeså stille kommer den snigende. Uden respekt for nemesis. Det bobler i det usagte. Der er kun en – i det nye perspektiv – betydningsløs kort etape på 120 km tilbage til Oslo. Sejrsjubelen bobler under den ømme overflade. We did it. Yes we can. Cyklerne holdt, psyken eksploderede og kammeratskabet bar på smukkeste måde. De stærke bar de svage. De glade smittede de flade.

When your Canyon bike takes you to magic places / PHOTO: Per Fløng

Der var flere, der forsøgte at sætte ord på. Her er lidt livsfilosofi på sin plads. For det er stort, og det føles vildt og voldsomt og helt, helt anderledes end hverdagens små sejre. Sikke en personlig triumf. At overskride grænser, at mærke alt det, man faktisk kan, når man vil. Når man arbejder for det. Når man dedikerer sin energi. Og ikke mindst. Når man er en flok, der hjælpes ad. Når mennesket er smukkest. Når vi er der for hinanden. Det var dét, der skete deroppe nordpå.
Nogle mærkede det som et smukt slag i hjertet eller et blødt boost til sjælen. Andre smilede bare og sagde, at de havde haft en hyggelig tur og mødt mange dejlige mennesker.
Men da de stort set alle sammen nåede frem til Oslo-færgen og hyllede hinanden, jublede og klappede – og storheden i den personlige sejr afslørede sig i nogle intense kram – så var vi andre ikke i tvivl. Det var sgu’ stort, det her. Udefra set bare en tåbelig flok voksne, der ikke havde noget bedre at give sig til end at cykle en laaaannngg tur. Men indefra set. En revolution!
Der stod 13.30 på uret. Det var fredag den 5. juli 2013. Oslobåden skulle sejle triumftoget hjem om lidt. Solen kom pludselig igennem. Bagende varm.
Cyklerne blev løftet højt i vejret som en sidste fælles hyldest til et eller andet magisk, der blev kørt i mål, den dag Hjælperytterne nåede fra København til Oslo.

When your Canyon bike takes you to magic places / PHOTO: Per Fløng

Og planen er at trylle magien frem igen og igen. Det er allerede nu, man skal skrive sig op til 2014-turen på www.hjaelperytterne.dk, og i mellem tiden kan man holde gejsten oppe og følge med på Hjælperytternes facebook-side https://www.facebook.com/Hjaelperytterne.
Skønt at vide. Flere potentielle potente oplevelser vinker forude. See you there…

Af: Lise Kissmeyer / www.lisekissmeyer.dk

Sag uns Deine Meinung

Kommentare

Powered by Facebook Comments

Comments are closed.